Årsregnskab 2009-2010

15. oktober 2010


For ejendomsudviklingsselskabet UDSYN A/S har det sidste år været ressourcekrævende at komme igennem. Branchen og dermed også UDSYN er stadig præget af den finanskrise, der mødte os alle tilbage i 2008 – men der er lys forude…

Da vi for alvor begyndte at opleve de store markedskræfter, finanskrisen havde sat i gang, agerede vi hurtigt. Vi besluttede at lave købestop, således vi kunne sætte alle kræfter ind på at realisere de projekter, vi allerede havde i gang. Pludselig var vi havnet på en stige uden flere trin opad – selvom vi var fast besluttede på ikke at gå trin ned, måtte vi alligevel sande, at der ingen anden udvej var, fortæller UDSYNs direktør Steffen Larsen.

Årets resultat, der viser et underskud på tkr. 8.119, fremkommer som et resultat af en overskudsgivende drift af selskabets ejendomme og en tabsgivende drift af developer aktiviteterne, primært som følge af store finansieringsomkostninger på projekter, som p.t ikke har kunnet realiseres på grund af de svære markedsforhold. Især selskabets finansiering i CHF har været en bekostelig affære - valutaen steg betydeligt i foråret 2010, med et tab på ca. kr. 8 mio til følge. Alle selskabets lån i CHF er nu omlagt, således at et tilsvarende tab undgås i det kommende år.
For regnskabsåret 2010/11 forventes således et positivt resultat.

Udsyn

Driftsresultat efter skat -8,1 mio. kr.
Balancesum 413 mio. kr.
Egenkapital 115,6 mio. kr.
Ansatte 3
udsyn projekter
Luftfoto over Svendborg - afmærket med UDSYNs udviklingsprojekter.
Fuld af optimisme

I løbet af 2010 er tingene faktisk begyndt at vende for os – der er igen en masse trin opad stigen. Vi har fået rigtig godt gang i vores udlejning til erhverv, men også vores private boliglejemål, har en høj udlejningsprocent. Samtidig er der vedtaget Kommuneplan for Ndr. Ringvej og Pasopvej – hvilket er dejligt, da vi har interesserede købere til arealerne, fortæller direktør Steffen Larsen.

Tillige er lokalplanen for Kogtvedvej genvedtaget og lokalplanen for Svendborgsund Marina er godt på vej – begge spændende boligprojekter som vi, med de nuværende konkurrencedygtige byggepriser, glæder os til at realisere.
Vi arbejder med ejendoms- og projektudvikling fordi det er motiverende at være med til at skabe de rammer, som de næste generationer skal leve i. Netop derfor har de sidste par år været lidt triste – alle har været afventende, inklusiv os selv, men nu ser vi igen lyset forude. Branchen tør igen at investere og udvikle – vi er optimistiske og sigter derfor efter et bedre resultat i 2010/2011, afslutter direktør Steffen Larsen.